lørdag den 19. november 2016

Modulopgave 1 - Evaluering af elevernes udbytte af undervisningen


Modulopgave 1 - Evaluering af elevernes udbytte af undervisningen

Indledning/beskrive

Vi skulle i forbindelse med denne opgave lave en aktivitet med en klasse(4. klasse) i vores praktik, hvor vi har fokus på evaluering. Vi har valgt at lave en aktivitet, som vi vil kalde “hestevæddeløb”. I aktiviteten skal børnene gå sammen to og to, og de har fået tildelt to terninger, som de skal anvende i forbindelse med aktiviteten. Hestene har fået numre fra 2-12. Eleverne skal på skift kaste de to terninger, mens den anden noterer resultaterne. Summen af de to terninger giver et kryds ud for en af hestene, på den måde kan man se hvilken hest der kommer “først” i mål.

Emu:

“Eleven kan undersøge tilfældighed og chancestørrelser gennem eksperimenter”

Vores læringsmål:

Eleverne vil opdage at nogle tal kommer hyppigere end de andre baseret på hvor stor chancen er.

Eleverne har en forståelse for hvorfor nogle af hestene kommer før de andre og kan vise det via matematiske begreber

Sammenhæng mellem læring og aktivitet

Der var en tydelig sammenhæng mellem vores aktivitet og vores læringsmål baseret på det faktum at eleverne, via vores “hestevæddeløb”, selv skulle eksperimentere, ved at kaste to terninger over en forholdsvis lang periode og således fik de løbende en fornemmelse for, at der var nogle af hestene som havde en større chance end andre. Vi sluttede aktiviteten ved at udfylde et skema hvor i eleverne sammen skulle udregne alle de mulige talkombinationer, ved brug af bare to terninger.  Således fik eleverne i sidste ende et blik på hvorledes at nogle af “hestene” havde en konkret fordel i forhold til andre.


Tegn på læring
Eleverne havde indledningsvis fået mulighed for at gætte hvilken hest de troede vandt men de syntes umiddelbart hurtigt at opfatte at der var nogle af hestene som virkede til at være hurtigere end andre. Løbende kommentarer som “ejj.. nu blev det syv igen!” ..”og hvis jeg skulle vælge næste gang bliver det 7.. eller 6” - dette var en tydelig at eleverne var ved at få øjnene op for chance begrebet. Til allersidst, i forbindelse med gennemgang af resultaterne for de forskellige terning kombinationer, erfarede eleverne helt konkret at nogle heste havde en langt større chance end andre. Eleverne blev endeligt bedt om at afgive chancerne for hver enkelt hest (2-12) med brug af brøker.

Evaluering af elevernes udbytte

I forbindelse med evaluering af elevernes udbytte benyttede vi os af både løbende observation samt endeligt evalueringsskema. Vores løbende observation havde fokus på hvad eleverne udtrykte og snakkede om under forløbet. Ved specifikt at analysere deres udsagn, kunne vi få et umiddelbart indtryk af om de havde en forståelse for emnet eller ej. Vores evalueringsskema var det endelige produkt som skulle vise om eleverne, i slutningen af forløbet, havde fået fuldt forståelse for begrebet “sandsynlighed”. Dette skema var opdelt i 3 kategorier: 1. Jeg forstår ikke at nogle heste har en fordel - 2: Jeg forstår at nogle heste ofte kommer før andre men jeg kan ikke forklare det. 3: Jeg forstår at nogle heste kommer før andre og jeg kan godt forklare det.

Gennemførelse

Inden aktiviteten blev sat i gang, gav vi eleverne en grundig gennemgang af opgaven samt snakkede om hvilken hest der ville komme først og hvorfor. Vi spurgte ind til hvad de troede og nogle hoppede i med begge ben og sagde bl.a. “5” fordi det er mit lykketal. Eller andre der sagde “Det ved jeg ikke. det tror jeg bare.”. Et par elever havde en forforståelse omkring at det tal der havde flest kombinationer ville vinde, men de gættede ikke på det rigtige tal. De gættede nemlig på nummer 4-5 osv, fordi de mente at de to tal havde flest mulige kombinationer ved kast af to terninger. Før vi gik i gang med aktiviteten noterede vi alle deres gæt på tavlen. Sjovt nok gættede de fleste på at hest nummer 6 ville vinde. der var enkelte der gættede på hest nummer 2,3 og 4, mens resten lå mere i midten mellem 5-8. De fik lov til at gå i gang og brugte 15-20min på at færdiggøre aktiviteten, hvorefter vi samlede op på resultaterne.


Afslutning/resultater
Da eleverne blev færdige med aktiviteten gennemgik vi opgaven på tavlen. vi noterede alle deres resultaterne og det var som forventet, flest 7’er, enkelte 5, 6 og 8’er.  Vi spurgte eleverne hvordan det kunne være at 7’eren kom i mål først, svarede nogle af eleverne at det var fordi at der var flere kombinationer, der gav 7. Derefter prøvede vi at give dem en forståelse for hvor stor sandsynlighed der var for at 7 ville fremkomme. Det var oplagt at snakke om brøkdelen, da de lige nu har om emnet brøker i klassen. fx var sandsynligheden for at slå 7 nemlig 6/36 dele. og det viste vi ved hjælp af den ovenstående tabel.

Gennem klassediskussionen og udførelsen af aktiviteten, må vi konkludere at langt de fleste elever har formået at opfylde vores læringsmål, nemlig at nogle tal kommer oftere end de andre baseret på chancer, samtidig skulle eleverne have en forståelse for hvorfor nogle af hestene kom før de andre og kunne vise det via den ovenstående tabel, der viser tal kombinationerne for to terninger.





Ingen kommentarer:

Send en kommentar